Den klassiske enmandsjolle Europe oplever fortsat fremgang. De unge sejlere er glade for den udfordrende jolle og den gode stemning i klassen. ”Vi synes det er fedt at sejle Europe sammen med mange venner fra Optimist og Zoom ” siger veninderne Olivia Wadmann og Katrine Bendix Krogh, som har overvejet en tomandsjolle, men besluttede sig til Europe.
De er med til Junior EM i Travemünde hvor der er 12 drenge og 12 piger fra Danmark med blandt de i alt 167 deltagere. Samtidig er der Junior NM i Sønderborg med 27 danske deltagere og i alt 68 Europejoller. ”Det er herligt, at der er fortsat tilslutning til klassen og fremgang” siger Jan Jürgensen, bestyrelsesmedlem i Europe Class Denmark.
Der er fart på og hård kamp om pladserne i Europe. Fremgangen for klassen fortsætter. Til EM og NM er der mere end 230 Europejoller på vandet. Foto: Peter Zachariasen
Karen Olsen er EM-holdleder sammen med Jørgen Eskildsen som fortæller at arrangørerne i forbindelse med åbningen markerede deres og deltagernes medfølelse med Norge og de norske sejlere. ”Det er vigtigt at de unge og vi alle markerer at vi ikke accepterer terror og får talt åbent om emnet, for derefter gennem samvær og sejlads at vise at der er stor tolerance og glæde ved kammeratskab på tværs af grænser blandt sejlere”.
Til EM er der to rutinerende trænere med; Mille Jensen og Rie Christiansen. Rie er i gang med sin afsluttende bachelor opgave i idræt og har valgt et spændende emne: Arbejdskravsanalyse af sejlads i Europejolle. Rie forklarer. ”jeg fokuserer på kapacitetsanalyse af den enkelte sejler og dermed en fysisk tilgang til sejlads. Ud over strategi, taktik og det operative, så mener jeg der er meget at hente ved også at være stærk fysisk. Samtidig kan det være med til at begrænse skader”. Der er 8 EM-sejlere som deltager i forsøget og de har pulsmåler monteret under EM. Desuden arbejder Rie med at registrere styrke og udholdenhed på vandet, primært i lårmusklen.
I næste uge kører hele karavanen til Comosøen i Italien hvor der er Open Week og bagefter VM. Her er der hele 32 sejlere fra Danmark der deltager.”Det er dejligt med et aktivt familieliv med sejlporten som grundlag for fællesskabet” afslutter Michael Cholewa, formanden for Europe Class Denmark.